Ind i mellem støder man på historier som denne i Politiken, og man finder sig selv værende stoppet op midt i sin dagligdag, for historien vækker en følelse af at her er noget der er vigtigere end ens egen tilværelses ulidelige lethed.
– “Hvad fanden er meningen?!” tænkte jeg, efter at have læst færdig, og også skimmet de mest sobre kommentarer. Hvad fanden er meningen med at vi har et så højt besunget offentligt velfærdssystem, og så er udbyttet det vi ser beskrevet i ovennævnte kronik?
Jeg er ikke fan af at bekende mig som tilhænger af en bestemt politisk retning, for min oplevelse er, at man straks derefter bliver besmykket med andres opfattelse af, hvad en sådan retning udtrykker af holdninger, førend man selv når at ytre sin egen mening. – Enhver ser, hvad enhver selv ønsker at se … Hvis nogen føler sig forpligtet til at besmykke mine holdninger med en bestemt farve, så er det for egen tilfredsstillelses skyld, og ikke noget jeg på nogen måde søger at animere. — Nå, nu har jeg selv bragt ved til bålet – hvad er det så jeg vil sige?
Selvfølgelig har vi brug for et offentligt velfærdssystem. Et serviceorgan og sikkerhedsnet for de mennesker, der har brug for det. – Min egen mor har arbejdet i den offentlige sektor hele sit liv, og værdien af hendes indsats kan ingenlunde beklikkes … Og selvfølgelig vil vi også have adgang til fri lægehjælp, fri uddannelse, opretholdelse af infrastruktur, bekæmpelse af kriminalitet, osv. Men filmen er altså knækket for længst, når “serviceorganets” funktion er degraderet til et fascistoidt, industrielt, menneskefjendsk automatmaskinel. Vi kan simpelthen ikke som samfund påberåbe os vores højt hævede kulturelle og sociale værdier, når en sådan praksis, som den der finder sted lige om hjørnet ovre i Ryesgade, lægges for dagen. Det er slet og ret hyklerisk!
Hvad så?! Hvad gør vi ved det? Tjah … Vi må sætte vores lid til at der foregår noget konstruktivt på Christiansborg (selv om flertallet af medier prøver at overbevise os om noget andet ved at fabrikere historier om perfidt, smålige personsager, og pege fingre af alle de ting som politikerne ikke gør – fremfor at fokusere lidt mere på det de rent faktisk gør). Og så er det vel på sin plads at opfordre til en grundig selvransagelse blandt ledelse og medarbejdere i visse (mange – dem alle?!) offentlige institutioner. Den virkelighed vi bliver præsenteret for i journalistens historie, er bare ikke i orden på nogen som helst måde. Det grænser jo til psykisk tortur! Hvis et offentligt organ på en eller anden mystisk vis er kommet til den erkendelse, at deres funktion primært er at holde folk fra døren, så kan man i det mindste udøve sit hverv på en human måde. Og kald det så noget andet end “borgerservice”, for det er da til grin! I det mindste må man da tone rent flag og kalde det “samlebåndssagsbehandlingsfabrikscentralen”, eller noget andet sexet … – Egentlig bør man nok hellere bruge sin energi og selvransagelse på at udarbejde et konstruktivt værdisæt, som man kan hænge i store rammer på kontorerne, og som på daglig basis kan minde folk om hvad deres arbejde går ud på, så vi kan få noget reelt indhold i begrebet “borgerservice”.
Men hvordan er det gået til, at vi er havnet så langt ude i hampen, at vi befinder os i en så ubegribelig virkelighed? Vi er da generelt venlige og fredelige over for vores medmennesker. Vi formår at opretholde et demokrati, og hylder fundamentale menneskerettigheder. Vi lever trygt og godt, og her er plads til alle. Hvorfor forekommer det her i Danmark, at man kan have en sådan oplevelse når man henvender sig til det offentlige system? Min ræsonneren er, at det er vores egen skyld. Og nu bliver jeg lidt filosofisk …
I min perfekte verden ville alle individer forstå, at de selv er ansvarlige for deres eget liv og tilværelse. At uanset hvad man møder på sin vej – godt som skidt – så er det ens egen personlige pligt at håndtere strabadserne, hvad enten man føler at det er rart eller ubehageligt, retmæssigt eller uretfærdigt, overskueligt eller uoverkommeligt, anerkendende eller uværdigt. Det kan være en bitter pille at sluge, at man også selv er ansvarlig for de dårlige ting i sit liv, men først når man erkender og accepterer det ansvar, kan man gå i gang med at gøre noget for at ændre sin ulykkelighed. Det kan være en barsk omgang at tage fat på, og så er det da nemmere at skubbe ansvaret fra sig, og skyde skylden på nogen andre. Her er “samfundet” en alt for nem skydeskive, og jo oftere man bekræfter sig selv i, at nogen andre/noget andet har ansvaret for ens egen utilstrækkelighed, jo mere føler man også at dette “samfundet” bærer pligten for at løse ens problemer.
Og her har vi bagsiden af medaljen på vores veludviklede offentlige sektor. For systemet er ikke konstrueret til at løse problemer for alle mulige almindelige borgere, som i udgangspunktet sagtens kan klare sig selv, men som bare ikke lige orker det i dag. Jeg kender personer i min egen omgangskreds, som har den opfattelse, at de har en grundlovssikret ret til hjælp og ydelser fra det offentlige, fordi “vi betaler jo så meget i skat, og vi har det meget hårdere end alle andre, og blablabla …” Ingen har i udgangspunktet ret til noget som helst fra det offentlige system! Vi betaler vores skat, fordi vi har en samfundsmæssig fælles forståelse af værdien af at oppebære de fælles goder, som jeg nævnte tidligere. That’s it!
Vi er som menneskelige individer rigeligt udrustet til at klare os selv i denne verden. Vi behøver som normalt fungerende væsner kun vores hænder, fødder og hoved for at kunne overleve. Men der findes jo også mennesker, der af forskellige årsager – typisk fysiske eller psykiske lidelser – netop ikke kan klare sig selv, og fordi vi som samfund ikke kan leve med, at disse mennesker bare sådan uden videre skal gå til grunde, har vi udviklet dette velfærdssystem som en hjælp. Det giver bare ikke mig ret til alt mulig støtte og halløj, fordi jeg nu er ved at gå ned med stress eller har en øm tå, der er det min egen ypperste pligt at tage vare på mig selv. Det er udgangspunktet og fikspunktet vi må vende tilbage til, når vi finder os selv værende faret vild i denne forvirrende labyrint af et uoverskueligt kludetæppe, der er sammenflikket af mere end hundrede års lappeløsninger, som vi kalder samfundet.
Så mit retoriske spørgsmål er: Er den konstruktion, vi har bygget op til at understøtte vores medmenneskelige natur for at hjælpe de svage individer, eroderet som følge af vores egen snylteriske udsugen? Og ligger svaret på, hvad vi skal gøre for at ændre situationen så ikke først og fremmest hos os selv?
Hvis vi nu – i stedet for at sidde i vores egen selvbestaltede, passive utilstrækkelighed, hvor vi veltilfredse fylder os med OL, dårlige TV-krimier, katastrofenyheder og billig rødvin – lige slukker for tossekassen en enkelt aften, smider det forpulede Ekstra Bladet på bålet, og begynder at tænke selv, så er vi allerede dér nået et langt stykke. Træd så et skridt baglæns og se på dig selv: Er de ting du siger og gør til gavn for det fælles bedste, eller er du faret vild i et eroderende tankesæt og handlemønster? Hvilken indflydelse har din adfærd på andre mennesker; efterlader du et opbyggende eller et destruktivt aftryk efter dig? I dit arbejdsliv – og i denne kontekst især hvis du har en stilling i et offentligt organ – stil dig selv det kritiske spørgsmål om du er med til at gøre verden en lille smule bedre, gladere, klogere, rarere at leve i hver dag …
Vi kan alle enkelte gange komme i en situation, som journalisten fra kronikken, at vi skal have klaret en – i mine øjne – bureaukratisk formsag hos det offentlige, og så er det mindste vi kan kræve og forvente, i vores møde med velfærdsstaten, at blive behandlet ordentligt, som ligeværdige og fuldgyldige medmennesker!
Rigtig god dag …