Hvis man ikke har noget fornuftigt at sige, så skal man holde sin kæft og bruge sin energi på at tænke over tingene i stedet. – I min verden er denne læresætning god latin, og rent personligt synes jeg, at rigtig mange stemmer i den offentlige talestrøm kunne trænge til at blive mindet om den.

Selv om man forsøger at fokusere sin opmærksomhed på det saglige og fornuftige, og samtidig forsøger at afskærme sine ører fra det værste sludder, så er det jo praktisk talt umuligt ikke at blive udsat for tåbeligt nonsens på daglig basis, når man samtidig også ønsker at være orienteret i den moderne verden.

Nonsens og sludder gør os snæversynede og indskrænkede, jo mere vi lytter til det, for afsenderne af nonsens og sludder har en bevidst agenda bag deres ord – og den agenda er med al sandsynlighed ikke særlig opløftende …

Hvor saglighed og fornuft har som formål at gøre os mere bevidste om årsager og sammenhænge, gøre os mere vidende om livets muligheder og potentialer og gøre os bedre i stand til at træffe gode beslutninger til gavn for os selv og vores omverden, der har nonsens og sludder oftest som formål at pådutte os bestemte holdninger, plante frygt for vores omverden i vores sind og påvirke os til at gøre bestemte handlinger.

Ved at lytte for meget til nonsens og sludder kan man ende med at blive en sørgelig, forskræmt fatalist – man kan enddog ende med at blive såkaldt “radikaliseret” og animeret til at foretage uhyrlige handlinger, som fx at sprænge sig selv i luften i en menneskemængde eller spytte efter sagesløse medmennesker fra en motorvejsbro. – Der er naturligvis himmelvid forskel på voldsomheden i de to nævnte handlinger, men den bagvedliggende motivation kan være den samme.

Jeg synes, det er vigtigt, at man ind imellem trækker stikket og lukker af for alle de mange stemmer, som synes, at det er vigtigt, at man lytter til netop dem og derfor råber højere og højere for at tiltrække sig opmærksomhed og overdøve de andre. Jeg synes, det er vigtigt, at man lytter kun til sin egen indre verden fra tid til anden for at få en pejling på, om man er på ret kurs.

Man skal ikke altid udtrykke en mening, selv om vores moderne verden nærmest kræver, at vi alle sammen deltager aktivt hele tiden, så vi kan vise, at vi er synlige og betydningsfulde. Jeg synes, det er helt i orden, at man tier stille – gerne i lang tid – inden man siger noget. Så er der også større sandsynlighed for, at det, der kommer ud af munden, er i overensstemmelse med, hvad den fornuftige og rationelle stemme forrest i hjernebarken fortæller os. – Ellers kan vi hurtigt komme til at sige noget frygteligt nonsens og sludder …

At finde på. At udvikle historier. At have noget på hjerte, som man mener har værdi til at blive delt med andre. Det er langsommelige og opslidende processer.

Ind i mellem kan inspirationen være fuldstændig forduftet, og det er svært at se en mening i noget som helst. Så er det let at overbevise sig selv om, at det hele er ligegyldigt, og at ingen alligevel vil synes, at historierne er relevante. Jeg ender tit i denne blindgyde, når tankerne har været draget på langfart, og har bevæget sig ud i al landsens afkroge, så det samlede billede er tværet helt ud. Så er det på tide med en pause …

… Og finde tilbage til grundidéen. Hvad er den oprindelige tanke, som såede kimen til, at jeg synes der er noget at fortælle?

Men den oprindelige tanke er ikke nødvendigvis klart defineret. Det kan sagtens bare være en stemning, et flygtigt syn, en nagende fornemmelse af, at der er noget vigtigt at afdække et eller andet sted i nærheden …

Arbejdet med at finde ind til kernen, at afdække og afklare hvad der præcis er det vigtige, kan være en lang, lang vandring over ujævnt terræn, hvor man føler, at dagene bare går og går uden at man bevæger sig ud af stedet.

Det er sjovt. Når man står til en teaterpremiere, og det (forhåbentlig) er gået godt, så har man fuldstændig glemt alt det møjsommelige slid, der er gået forud. Sådan skal det jo også gerne være … – Men nu, hvor jeg sidder midt i suppedasen, er det dælme svært at forestille sig scenen, salen, publikum, stemningen.

Den skal nok komme. Fortællingen. Det er jeg nødt til at tro på. Jeg må trække mit læs ét skridt af gangen, og kun fokusere på det. På et tidspunkt, når alle skridtene er lagt i forlængelse af hinanden, så når jeg vel frem til min destination.

I den seneste måneds tid har jeg været i gang med prøveforløbet på en teaterforestilling præsenteret af Teater Bühne. Der er endnu fjorten dage til premieren, så forestillingen er endnu i gang med sin udformning. Forestillingens tema kredser om begrebet “monogami”; ægteskab mellem mand og kvinde – eller i mere moderne fortolkning: parforhold med kun én partner. Det er et ganske omfattende “alt-og-ingenting”-emne, der kan gribes an på alle tænkelig måder. Så hvad skal et teaterstykke med titlen ‘Monogami’ handle om, og hvordan skal det fortælles? Det er hvad den seneste måneds arbejde er gået med at finde ud af …

Det har ikke udelukkende været nemt! Forestillingens seks skuespillere (hvoraf jeg er én af dem) samledes på første prøvedag med et blankt stykke papir og en flygtig tanke – og værsgo’! Prøveforløbet har indtil videre været uden dedikeret instruktør, så processen har ydermere været et eksperiment i kollektiv ledelse blandt en gruppe mennesker, som ikke kender hinanden i forvejen. Ja, det er noget af en udfordring! For mit vedkommende en ganske overvældende opgave, da det er et anseligt antal år siden jeg sidst har lavet teater på dette niveau, og min kreative sjæl har i den grad fået en brat opvågen …

Det bliver en fed forestilling! Det bliver et festfyrværkeri af farver, fornøjelser og finurligheder. Skøre historier og vanvittige scenarier. Absurd realisme og rørende øjebliksbilleder. Der bliver ikke et sæde tørt!

Ind i mellem støder man på historier som denne i Politiken, og man finder sig selv værende stoppet op midt i sin dagligdag, for historien vækker en følelse af at her er noget der er vigtigere end ens egen tilværelses ulidelige lethed.

– “Hvad fanden er meningen?!” tænkte jeg, efter at have læst færdig, og også skimmet de mest sobre kommentarer. Hvad fanden er meningen med at vi har et så højt besunget offentligt velfærdssystem, og så er udbyttet det vi ser beskrevet i ovennævnte kronik?

Jeg er ikke fan af at bekende mig som tilhænger af en bestemt politisk retning, for min oplevelse er, at man straks derefter bliver besmykket med andres opfattelse af, hvad en sådan retning udtrykker af holdninger, førend man selv når at ytre sin egen mening. – Enhver ser, hvad enhver selv ønsker at se … Hvis nogen føler sig forpligtet til at besmykke mine holdninger med en bestemt farve, så er det for egen tilfredsstillelses skyld, og ikke noget jeg på nogen måde søger at animere. — Nå, nu har jeg selv bragt ved til bålet – hvad er det så jeg vil sige?

Selvfølgelig har vi brug for et offentligt velfærdssystem. Et serviceorgan og sikkerhedsnet for de mennesker, der har brug for det. – Min egen mor har arbejdet i den offentlige sektor hele sit liv, og værdien af hendes indsats kan ingenlunde beklikkes … Og selvfølgelig vil vi også have adgang til fri lægehjælp, fri uddannelse, opretholdelse af infrastruktur, bekæmpelse af kriminalitet, osv. Men filmen er altså knækket for længst, når “serviceorganets” funktion er degraderet til et fascistoidt, industrielt, menneskefjendsk automatmaskinel. Vi kan simpelthen ikke som samfund påberåbe os vores højt hævede kulturelle og sociale værdier, når en sådan praksis, som den der finder sted lige om hjørnet ovre i Ryesgade, lægges for dagen. Det er slet og ret hyklerisk!

Hvad så?! Hvad gør vi ved det? Tjah … Vi må sætte vores lid til at der foregår noget konstruktivt på Christiansborg (selv om flertallet af medier prøver at overbevise os om noget andet ved at fabrikere historier om perfidt, smålige personsager, og pege fingre af alle de ting som politikerne ikke gør – fremfor at fokusere lidt mere på det de rent faktisk gør). Og så er det vel på sin plads at opfordre til en grundig selvransagelse blandt ledelse og medarbejdere i visse (mange – dem alle?!) offentlige institutioner. Den virkelighed vi bliver præsenteret for i journalistens historie, er bare ikke i orden på nogen som helst måde. Det grænser jo til psykisk tortur! Hvis et offentligt organ på en eller anden mystisk vis er kommet til den erkendelse, at deres funktion primært er at holde folk fra døren, så kan man i det mindste udøve sit hverv på en human måde. Og kald det så noget andet end “borgerservice”, for det er da til grin! I det mindste må man da tone rent flag og kalde det “samlebåndssagsbehandlingsfabrikscentralen”, eller noget andet sexet … – Egentlig bør man nok hellere bruge sin energi og selvransagelse på at udarbejde et konstruktivt værdisæt, som man kan hænge i store rammer på kontorerne, og som på daglig basis kan minde folk om hvad deres arbejde går ud på, så vi kan få noget reelt indhold i begrebet “borgerservice”.

Men hvordan er det gået til, at vi er havnet så langt ude i hampen, at vi befinder os i en så ubegribelig virkelighed? Vi er da generelt venlige og fredelige over for vores medmennesker. Vi formår at opretholde et demokrati, og hylder fundamentale menneskerettigheder. Vi lever trygt og godt, og her er plads til alle. Hvorfor forekommer det her i Danmark, at man kan have en sådan oplevelse når man henvender sig til det offentlige system? Min ræsonneren er, at det er vores egen skyld. Og nu bliver jeg lidt filosofisk …

I min perfekte verden ville alle individer forstå, at de selv er ansvarlige for deres eget liv og tilværelse. At uanset hvad man møder på sin vej – godt som skidt – så er det ens egen personlige pligt at håndtere strabadserne, hvad enten man føler at det er rart eller ubehageligt, retmæssigt eller uretfærdigt, overskueligt eller uoverkommeligt, anerkendende eller uværdigt. Det kan være en bitter pille at sluge, at man også selv er ansvarlig for de dårlige ting i sit liv, men først når man erkender og accepterer det ansvar, kan man gå i gang med at gøre noget for at ændre sin ulykkelighed. Det kan være en barsk omgang at tage fat på, og så er det da nemmere at skubbe ansvaret fra sig, og skyde skylden på nogen andre. Her er “samfundet” en alt for nem skydeskive, og jo oftere man bekræfter sig selv i, at nogen andre/noget andet har ansvaret for ens egen utilstrækkelighed, jo mere føler man også at dette “samfundet” bærer pligten for at løse ens problemer.

Og her har vi bagsiden af medaljen på vores veludviklede offentlige sektor. For systemet er ikke konstrueret til at løse problemer for alle mulige almindelige borgere, som i udgangspunktet sagtens kan klare sig selv, men som bare ikke lige orker det i dag. Jeg kender personer i min egen omgangskreds, som har den opfattelse, at de har en grundlovssikret ret til hjælp og ydelser fra det offentlige, fordi “vi betaler jo så meget i skat, og vi har det meget hårdere end alle andre, og blablabla …” Ingen har i udgangspunktet ret til noget som helst fra det offentlige system! Vi betaler vores skat, fordi vi har en samfundsmæssig fælles forståelse af værdien af at oppebære de fælles goder, som jeg nævnte tidligere. That’s it!

Vi er som menneskelige individer rigeligt udrustet til at klare os selv i denne verden. Vi behøver som normalt fungerende væsner kun vores hænder, fødder og hoved for at kunne overleve. Men der findes jo også mennesker, der af forskellige årsager – typisk fysiske eller psykiske lidelser – netop ikke kan klare sig selv, og fordi vi som samfund ikke kan leve med, at disse mennesker bare sådan uden videre skal gå til grunde, har vi udviklet dette velfærdssystem som en hjælp. Det giver bare ikke mig ret til alt mulig støtte og halløj, fordi jeg nu er ved at gå ned med stress eller har en øm tå, der er det min egen ypperste pligt at tage vare på mig selv. Det er udgangspunktet og fikspunktet vi må vende tilbage til, når vi finder os selv værende faret vild i denne forvirrende labyrint af et uoverskueligt kludetæppe, der er sammenflikket af mere end hundrede års lappeløsninger, som vi kalder samfundet.

Så mit retoriske spørgsmål er: Er den konstruktion, vi har bygget op til at understøtte vores medmenneskelige natur for at hjælpe de svage individer, eroderet som følge af vores egen snylteriske udsugen? Og ligger svaret på, hvad vi skal gøre for at ændre situationen så ikke først og fremmest hos os selv?

Hvis vi nu – i stedet for at sidde i vores egen selvbestaltede, passive utilstrækkelighed, hvor vi veltilfredse fylder os med OL, dårlige TV-krimier, katastrofenyheder og billig rødvin – lige slukker for tossekassen en enkelt aften, smider det forpulede Ekstra Bladet på bålet, og begynder at tænke selv, så er vi allerede dér nået et langt stykke. Træd så et skridt baglæns og se på dig selv: Er de ting du siger og gør til gavn for det fælles bedste, eller er du faret vild i et eroderende tankesæt og handlemønster? Hvilken indflydelse har din adfærd på andre mennesker; efterlader du et opbyggende eller et destruktivt aftryk efter dig? I dit arbejdsliv – og i denne kontekst især hvis du har en stilling i et offentligt organ – stil dig selv det kritiske spørgsmål om du er med til at gøre verden en lille smule bedre, gladere, klogere, rarere at leve i hver dag …

Vi kan alle enkelte gange komme i en situation, som journalisten fra kronikken, at vi skal have klaret en – i mine øjne – bureaukratisk formsag hos det offentlige, og så er det mindste vi kan kræve og forvente, i vores møde med velfærdsstaten, at blive behandlet ordentligt, som ligeværdige og fuldgyldige medmennesker!

Rigtig god dag …

Det er efterhånden en del år siden, at jeg læste den bog af Sam Besekow, hvor ovenstående citat (og bloggens titel) kommer fra, så jeg kan ikke længere huske i hvilken sammenhæng hr. Besekow kommer med sin filosofi. (Jeg ku’ selvfølgelig finde bogen frem og begynde at bladre.. – Meeen … jeg ved ikke lige hvor den er.)

Jeg har haft citatet stående på min hjemmeside, lige fra de første eksperimenterende udgaver fra årtusindeskiftet til den mere afdæmpede nuværende version, fordi udtrykket ganske fint afspejler hele min rejse, dels i teaterlivet, mens også i tilværelsen generelt.

For mig har teaterlivet altid været omsluttet af en god portion vægelsind, og de to faktorer ‘troen’ og ‘tvivlen’ har kæmpet om bestemmelsesretten i mit sind. Nogle gange er talentet stort, og arbejdet føles let og ubesværet, og med stor eufori, tilfredsstillelse og livsbekræftelse til følge. Andre gange synes talentet ikke-eksisterende, og jeg kæmper og knokler for at finde den mindste glæde og selvværd i arbejdet. Jeg er nok ikke et unikt tilfælde i dette henseende, men nogle gange kan man alligevel godt føle sig lidt fortabt, og hvad skal der dog blive af det hele…

Den positive vinkel er naturligvis, at det er ganske almindelige, jordnære dyder der gør forskellen fra den middelmådige til den gode historiefortæller: Tro stærkt på dine evner, dit materiale, dine partnere, og arbejd hele tiden hårdt på at blive bedre, klarere, klogere.

Dér har vi det sande talent og den ultimative metode.

Bliver verden et bedre sted af, at hvem som helst kan udgyde deres mere eller mindre vedkommende tanker til gud og hver mand? – Jeg vælger at tro det.

Jeg ved selvfølgelig godt, at der findes tonsvis af skrammel og ligegyldigt ordskvalder i det globale jordbærbed, men overordnet synes jeg at internettets (for det meste) ubegrænsede tilgængelighed, er en unik platform for ucensureret meningsudveksling.

Læser man de rigtige steder, og bidrager med lødig, velovervejet argumentation, er dette verdensomspændende træfpunkt faktisk en imponerende kilde til samfundsmæssig viden, menneskelig indsigt og (mulig) større forståelse. Dog, selvom vi alle har hele verdens visdom lige for enden af et tryk med højre pegefinger, kan ingen af os se længere end vores egen næsetip, men vi kan i dag ikke længere forsvare os med undskyldningen, at vi ikke vidste bedre. Og det er ubetinget en god ting!

Så hvad skal mit bidrag være, ved at melde mig i arenaen i dette i forvejen overbefolkede cirkus? Det er jo i bund og grund ikke andet end et forfængeligt håb om lidt synlighed. Og mit virke taget i betragtning, er det bestemt vigtigt … – Men forhåbentlig kan mine ytringer en eller anden dag komme en anden søgende sjæl til gode. Jeg har da en forventning om, at nogle af de tanker jeg vælger at læsse af via dette medie vil indeholde noget klogt (om ikke andet så i det mindste i min egen optik). Og skulle en vejfaren forbipasserende være så heldig at finde værdi i min selvbestaltede klogskab, ja så har jeg da i det øjeblik været med til at gøre verden en smule bedre.

God læsning … 🙂