Det er efterhånden en del år siden, at jeg læste den bog af Sam Besekow, hvor ovenstående citat (og bloggens titel) kommer fra, så jeg kan ikke længere huske i hvilken sammenhæng hr. Besekow kommer med sin filosofi. (Jeg ku’ selvfølgelig finde bogen frem og begynde at bladre.. – Meeen … jeg ved ikke lige hvor den er.)

Jeg har haft citatet stående på min hjemmeside, lige fra de første eksperimenterende udgaver fra årtusindeskiftet til den mere afdæmpede nuværende version, fordi udtrykket ganske fint afspejler hele min rejse, dels i teaterlivet, mens også i tilværelsen generelt.

For mig har teaterlivet altid været omsluttet af en god portion vægelsind, og de to faktorer ‘troen’ og ‘tvivlen’ har kæmpet om bestemmelsesretten i mit sind. Nogle gange er talentet stort, og arbejdet føles let og ubesværet, og med stor eufori, tilfredsstillelse og livsbekræftelse til følge. Andre gange synes talentet ikke-eksisterende, og jeg kæmper og knokler for at finde den mindste glæde og selvværd i arbejdet. Jeg er nok ikke et unikt tilfælde i dette henseende, men nogle gange kan man alligevel godt føle sig lidt fortabt, og hvad skal der dog blive af det hele…

Den positive vinkel er naturligvis, at det er ganske almindelige, jordnære dyder der gør forskellen fra den middelmådige til den gode historiefortæller: Tro stærkt på dine evner, dit materiale, dine partnere, og arbejd hele tiden hårdt på at blive bedre, klarere, klogere.

Dér har vi det sande talent og den ultimative metode.