At finde på. At udvikle historier. At have noget på hjerte, som man mener har værdi til at blive delt med andre. Det er langsommelige og opslidende processer.

Ind i mellem kan inspirationen være fuldstændig forduftet, og det er svært at se en mening i noget som helst. Så er det let at overbevise sig selv om, at det hele er ligegyldigt, og at ingen alligevel vil synes, at historierne er relevante. Jeg ender tit i denne blindgyde, når tankerne har været draget på langfart, og har bevæget sig ud i al landsens afkroge, så det samlede billede er tværet helt ud. Så er det på tide med en pause …

… Og finde tilbage til grundidéen. Hvad er den oprindelige tanke, som såede kimen til, at jeg synes der er noget at fortælle?

Men den oprindelige tanke er ikke nødvendigvis klart defineret. Det kan sagtens bare være en stemning, et flygtigt syn, en nagende fornemmelse af, at der er noget vigtigt at afdække et eller andet sted i nærheden …

Arbejdet med at finde ind til kernen, at afdække og afklare hvad der præcis er det vigtige, kan være en lang, lang vandring over ujævnt terræn, hvor man føler, at dagene bare går og går uden at man bevæger sig ud af stedet.

Det er sjovt. Når man står til en teaterpremiere, og det (forhåbentlig) er gået godt, så har man fuldstændig glemt alt det møjsommelige slid, der er gået forud. Sådan skal det jo også gerne være … – Men nu, hvor jeg sidder midt i suppedasen, er det dælme svært at forestille sig scenen, salen, publikum, stemningen.

Den skal nok komme. Fortællingen. Det er jeg nødt til at tro på. Jeg må trække mit læs ét skridt af gangen, og kun fokusere på det. På et tidspunkt, når alle skridtene er lagt i forlængelse af hinanden, så når jeg vel frem til min destination.